Slotsløbet 2025 bragte borgere og efterskoleelever sammen på en særlig aften

Her ses Tølløse Slot med portalen foran.
dato

Jeg står klar i mit løbetøj foran Tølløse Slot. Stemningen er høj, og jeg ser både kendte og ukendte ansigter i mængden. Tølløse Slots Efterskoles elever er nemme at genkende i deres ens blå trøjer med Slottets omrids bagpå. De spejler den imponerende bygning, der står lige foran mig.

To elever fra skolens projektklasser begynder at præsentere programmet. Spændingen stiger, som de går gennem de forskellige punkter på dagsordenen. Jeg lægger mærke til luften omkring mig: Den er tyk af fluer, men ellers er vejret perfekt. Solen skinner, og det er lunt, og foråret dufter forfriskende.

Vi starter med fællessang. Jeg får stukket et papir i hånden med teksten til bandet TV2’s sang Alt hun ville var at danse. Stemmerne omkring mig starter prøvende, men hurtigt bliver der sunget mere til. Fire af skolens musikelever spiller til og synger for. De hjælper forsamlingen med at holde rytmen, og selvom jeg ikke rigtig kender sangen, er der noget sjovt i at stå der midt i Slotsparken og synge sammen.

Fællessangen indkapsler efterskolestemningen på denne næsten-sommerdag og lægger det perfekte grundlag for næste aktivitet: opvarmning, som fire elever fra skolens idrætslinje står for. Der bliver grinet en masse omkring mig, og både børn og voksne danser og hopper med til Waka waka eh eh. Alle er her sammen, alle er på lige fod, og alle er her for at have det sjovt. Jeg er bange for, at jeg allerede bruger alle mine kræfter, som jeg ellers skal bruge på at løbe, men i stedet mærker jeg energien snige sig ind sammen med motivationen.

Sangen slutter, og alle deltagerne stormer mod portalen, hvor løbet starter. Jeg stiller mig med mine venner, fuldstændig klar, stemningen er i top, og jeg glæder mig. Jeg opdager ikke nedtællingen, pludselig bliver der bare råbt NU, og omkring mig løber mennesker forbi. Jeg sætter af med hujen fra tilskuerne omkring mig. Nu er det nu. Der er en friskhed i alt omkring mig fra smilene, over ilten jeg indånder, til mit løb.

Jeg har løbet nogle gange over de sidste uger, men jeg er langt fra i god form. Jeg klarer dog at løbe hele den første runde, som er én kilometer. En del elever spurter fra starten af, for der er præmie til den der løber den første kilometer hurtigst. Jeg går dog ikke efter at vinde noget. Jeg ved, at jeg ikke kan hamle op med de trænede idrætselever fra efterskolen eller løbeentusiasterne udefra. Konkurrencen vibrerer i luften, især på første runde. Men det er ikke det, jeg er kommet for. Jeg er kommet for oplevelsen, stemningen og at vedligeholde mit løb.

Turen starter med at løbe forbi Slottet, som er lige smukt, hver gang man kigger på det, gennem den såkaldte Elevby, hvor alle efterskoleelvernes værelser ligger, med støv og grus fygende om ørerne. Så er det over græsplænen ved sportshallen, gennem et stykke af skoven og til sidst over Slotsparkens græs med Slottet lige foran mig. Der bliver klappet ivrigt og viftet med flag, hver gang nogen løber igennem portalen, og det sender mig videre ind i den næste runde. Fordelt omkring på ruten sidder elever med flag og højtalere, og nogle går rundt og tager billeder.

Det er en befriende følelse at løbe på skolens smukke område med Solen mod huden, en energisk playliste, der lyder overalt på området og mine bløde såler mod terrænet. Tænk engang; Mig, mig der kun løber af pligt, synes det er sjovt.

Jeg klarer de næste fem runder med skiftevis at gå og løbe. Det er der heldigvis også plads til, selvom jeg ser de samme folk overhale mig flere gange, gør det mig ikke noget. Jeg ved, at jeg gør mit bedste, og der er masser der bare vil have en flot gåtur ud af det. Jeg løber med forskellige af mine venner fra skolen afhængig af tempo, og på fjerde runde finder jeg en, mit løb passer perfekt med. Vi løber og holder pause på samme tidspunkter, og det får mig til at fortsætte, hun får mig til at fortsætte.

Da jeg løber igennem portalen efter min sjette runde, ved jeg, at det var det. Jeg er glad og tilfreds med mig selv. I den lille bod, hvor jeg inden løbets start hentede mit startnummer, får jeg udleveret en flaske vand, en myslibar, en frugt og en sodavand. Så kan jeg ellers nyde det sidste af løbet som tilskuer med de af mine venner, der også er færdige. Jeg scanner den QR-kode, der hænger rundtomkring. Da klokken bliver 18.45 kommer distancen og tiderne op på hjemmesiden. Jeg er glad og tilfreds, for min kombinerede løbe-gå-tur. Jeg er stolt af mig selv, og det har givet mig lyst til at løbe igen snart.

Så er det tid til præmieoverrækkelsen. Igen står de to værter fra projektklasserne med mikrofoner og denne gang også med en pose med præmier. Den hurtigste kilometer bliver vundet af en idrætselev fra Tølløse Slots Efterskole. De hurtigste fem kilometer og de hurtigste 10 kilometer går til endnu to drenge fra idrætslinjen.Så når vi til flest løbne runder, hvor en borger fra Tølløse løber af med sejren.

Vinderne modtager præmier doneret af Intersport i Holbæk.

Så er aftenen slut, og mængden bryder op. Folk tager hjem, og eleverne går på værelserne for at gå i bad. Nogle bliver tilbage for at hjælpe med oprydningen.

Jeg mærker tilfredsstillelse, hygge og fællesskab. Solen skinner stadig fra den lyseblå himmel, det er en smuk majdag, og jeg ved at sommeren har mange flere af den slags dage at byde på.

Måske jeg skulle tage ud at løbe i weekenden? Jeg glæder mig helt til min næste tur.

I anledning af Tølløse Bys 150-års jubilæum afholdt Tølløse Slots Efterskole et Slotsløb, planlagt af de to projektklasser på skolen. Projektklasserne har brugt to måneder på at planlægge arrangementet i samarbejde med to af skolens lærere. De har i fællesskab arrangeret det hele.

Eleverne startede med kun ét ord: Slotsløb, som de så selv skulle fortolke videre på. Der blev planlagt en 1-kilometers rute, lavet en tilmeldingsside, planlagt aftenens program, og der blev lavet en aftale om sponsorering af præmier til løbet.

Det hele mundede ud i at Tølløses borgere side om side med eleverne og deres familier og venner om aftenen torsdag den 8. maj kunne løbe sammen i den smukke Slotspark.

Løbet var en succes, der helt sikkert skal gentage sig til næste år.

Skrevet af Agnes Jacobsen på vegne af projektklasserne fra Tølløse Slots Efterskole

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.